UDVIKLING OG SOURCING AF ELEKTRONIK
OPTIMERET TIL DIT BEHOV.

Elektronikudvikling drejer sig ikke bare om at få noget til at virke - teknisk set vil der normalt være mange forskellige kredsløb, som kunne løse samme problem, men i praksis vil der kun være få gode løsninger, hvor faktorer som pris, kvalitet og logistik hænger sammen.
Samtidig er det meget få produkter, som er rent elektroniske - som regel er produktet pakket ind i en form for kabinet, og i de fleste tilfælde arbejder elektronikken sammen med batterier, belysning, højttalere, motorer eller andre elektromekaniske komponenter. Forudsætningen for at skabe et godt produkt, er at elektronikken og alle omkringliggende komponenter er afstemt efter hinanden.
Komponentmandens erfaring indentor både sourcing, udvikling, kvalitet og produktion,

sikrer at dit produkt er optimeret på højest mulige niveau - ikke bare for selve produktet, men også mht. logistikken og de processer du har adgang til i din virksomhed.

ALTID 2-4 TIMERS GRATIS RÅDGIVNING
(underskriver gerne NDA)

Det er aldrig nemt at vælge den rigtige samarbejdspartner, så hos Komponentmanden er du altid velkommen til en uforpligtende og fortrolig snak om dit projekt. Ud over funktionen af dit produkt, vil vi komme ind på forventet produktionsvolumen, produktionssted og andre parametre, som er vigtige for valget af den rigtige løsning.
Oftest vil vi kunne klare din opgave - ellers henviser vi gerne til andre som kan. Under alle omstændigheder er du fri til at bruge de forslag og ideer der kommer frem under mødet. Ring +45 20945039 og lav en aftale!

karsten

NYUDVIKLING/OPFINDELSER

I udviklingen af et nyt produkt, er det vigtigt at overvejelser omkring den tekniske løsning starter så tidligt som muligt i processen. Fx er nogle features nemmere at implementere elektronisk end andre, så det er en fordel med en tidlig kommunikation om, hvilke funktioner der er vigtige, og hvilke der bare er rare at have. Det er også nødvendigt at kende den fysiske størrelse på alle de komponenter der indgår, inden den endelige udformning af det færdige produkt.
Brug din gratis rådgivning hos Komponentmanden til en brainstorm om tekniske løsninger til dit fremtidige produkt. Ring +45 20945039.

Opdatering af elektronik

Danmark er domineret af virksomheder som arbejder med nicheprodukter.Det betyder at produkterne ofte produceres gennem mange år, stort set uden ændringer, men udviklingen går meget stærkt indenfor elektronikbranchen, så under 10% af komponenterne i det der var “state of the art” for 10 år siden, ville være det rigtige valg i dag. Derfor bliver produkterne langsomt for svære og for dyre at producere.
I nicher hvor efterspørgslen vokser, sætter det virksomhederne i en meget farlig situation, for med dyre og utidssvarende produkter, har de ingen chance mod nye konkurrenter, som kommer på markedet med et billigere, mindre og smartere produkt.
Den bedste løsning er at starte forfra og spørge: “Hvad ville vi have gjort, hvis vi skulle lave produktet i dag?” Det er ikke usædvanligt at en ny og bedre udgave af produktet kan laves 50-75% billigere end den oprindelige, hvilket sætter producenten i stand til at øge dækningsbidraget og/eller holde nye konkurrenter fra markedet. Samtidig betyder tidssvarende komponenter og processer at leverings- og produktionstiderne typisk halveres.
Brug din gratis rådgivning hos Komponentmanden til at få en vurdering af om dit produkt trænger til opdatering, og hvor meget det vil kunne hjælpe på din økonomi og logistik. Ring +45 20945039.

KOSTOPTIMERING

I mange virksomheder sidder der en indkøber med mange års erfaring i at forhandle priser med leverandørerne, men i løbende produktion flytter det ikke ret meget, fordi man typisk bliver ved med at købe de samme komponenter fra de samme leverandører. Det hjælper lidt, hvis der er flere godkendte leverandører til hver komponent, men det fjerner ikke det egentlige problem: på grund af den hastige udvikling på komponentmarkedet, vil de samme leverandører som for fem år siden kæmpede om markedsandelene for en given komponent, nu hellere lave nogle nye komponenter, hvilket de viser ved at lade priserne for de gamle stige. På samme tid er der kommet nye leverandører til, som gerne vil overtage markedet, men den information vil typisk ikke finde vej ind i indkøbsafdelingen. Dels har komponenterne fra de nye leverandører ofte andre navne, så de ikke umiddelbart springer i øjnene som mulige alternativer, og dels beskriver forskellige leverandører deres komponenter så forskelligt i databladende at det ofte kræver en meget stor teknisk indsigt af indkøberen at turde vælge alternativet.
På grund af de konstante ændringer på komponentmarkedet, vil det ofte være muligt for Komponentmanden at spare 10-15% på det samlede komponentindkøb, selvom virksomheden har en kompetent indkøbsafdeling. Brug din gratis rådgivning hos Komponentmanden til at få en vurdering af om noget af din virksomheds komponentindkøb med fordel kunne flyttes til andre leverandører. Ring +45 20945039. Ved rene kostoptimeringsopgaver tilbydes no-cure-no-pay, så du kan kun vinde på at samarbejde med Komponentmanden om kostoptimeringsopgaver.

OM KOMPONENTMANDEN

Firmaet “Komponentmanden” blev oprettet i 2004 og drives stadig af Karsten Pedersen. Opgaverne har fra starten været delt ca. 50-50 mellem freelance konsulentopgaver hos større danske og internationale virksomheder på den ene side, og udviklings- og sourcingopgaver for opfindere, iværksættere ag andre Små og Mellemstore Virksomheder på den anden side. Denne hjemmeside fokuserer på arbejdet med SMV’er. Navnet “Komponentmanden” er valgt fordi udvikling af gode og pålidelige elektroniske kredsløb kræver et solidt kendskab til de forskellige komponenters egenskaber.

Alt for mange produkter bryder sammen, fordi nogle af komponenterne i dem er brugt forkert, eller brugt på steder, hvor de ikke burde bruges. Samtidig bliver mange produkter alt for dyre, fordi udviklerne, pga. manglende komponentkendskab, ikke får valgt den rigtige løsning. Karsten Pedersens mangeårige arbejde med udvikling og komponentkvalitet sikrer

Komponentmandens kunder adgang til elektronikudvikling med fokus på kvalitet, pålidelighed og omkostninger. Direkte sourcing hos komponentproducenterne, sikrer adgang til den nyeste teknologi og de bedste priser. For SMV’er uden egen elektronikafdeling kan Komponentmanden være med lige fra idefasen til det færdige produkt, herunder opstart af underleverandører og konstruktion/indkøring af testudstyr.

Samarbejdet med nye kunder starter altid med et gratis, fortroligt og uforpligtende møde, hvor opgaven afklares, og vi laver et overslag over arbejdets omfang. Hvis kunden herefter beslutter at fortsætte samarbejdet, arbejder vi videre baseret på timeforbrug og omkostninger. Komponentmanden påtager sig normalt ikke rollen som producent af det færdige produkt, fordi det hurtigt ville forvandle os til et logistikkontor, men vi hjælper gerne med at vælge underleverandører. Kontakt Karsten Pedersen på +45 20945039 og lav en aftale!

HVAD MENER KARSTEN OM…

NETVÆRK

Næsten alle mine opgaver kommer gennem venner eller venners venner i elektronikbranchen, opfinderforeningen eller et af de andre mere eller mindre formelle netværk jeg deltager i, så jeg er helt klart FOR netværk. Min holdning er at man skal bruge sit netværk for at det har værdi, og med det, så mener jeg både yde og nyde - hvis jeg får på fornemmelsen, at to i mit netværk kan have gavn af hinanden, skaber jeg altid forbindelse - det er naturligvis ikke hver gang der kommer noget ud af det, og det er meget lidt sandsynligt, at der kommer noget direkte retur til mig, men jeg tror på, at hvis man er aktiv og hjælper hvor man kan, så skal der nok komme et eller andet tilbage - jeg kalder det "netværks-karma"...

OUTSOURCING

Man kommer ikke udenom at “alt er billigere i Kina”, og der er helt klart mange typer af komponenter og undersamlinger, som skal købes i Fjernøsten, Ved lav volumen og mærkevareprodukter foretrækker jeg de danske distributører, men ellers bruger jeg nye og gamle kontakter i Indien og Kina. Nogle har jeg arbejdet godt sammen med i over 20 år, og de hjælper mig af og til med at skabe overblik og finde kvalificerede leverandører, hvis jeg skal ind på et nyt komponentområde. Et område, hvor det i de fleste tilfælde ikke længere kan betale sig købe i Kina, er printmontage - prisen er stadig lidt højere i Danmark, men det opvejes hurtigt af ulemperne ved lang transporttid og manglende fleksibilitet. Desuden er de fleste af mine print næsten udelukkende monteret med SMD, så der er meget lidt af det manuelle arbejde, hvor kineserne er stærke.

SAMARBEJDE

Det er ikke ret mange som kan alt, og endnu færre er gode til alt - derfor er samarbejde vigtigt. Selvom det altid er spændende at lære noget nyt, så mener jeg ikke at kunderne skal betale for det - derfor bruger jeg mit netværk flittigt, og fordeler de opgaver som andre kan løse hurtigere/billigere end jeg. Fx bruger jeg altid underleverandører til mekanisk design, PCB layout/montage, og programmering af microcontrollere. De fleste samarbejdspartnere er selvstændige med eget firma, mens andre er projektansatte i Komponentmanden. Jeg er altid interesseret i at høre fra nye potentielle samarbejdspartnere, ligesom jeg naturligvis også gerne hører fra andre som mener at jeg kan bidrage i deres projekter. Ring +45 20945039.

KVALITET

Hvis alt på et produkt laves “så godt som muligt” kommer produktet helt sikkert til at koste mere end de fleste kunder er villige til at betale. Slutkunden vil fx næppe betale mere for en elmåler, bare fordi den har et 10” farvedisplay, eller fordi kabinettet er i børstet aluminium. Med andre ord, så er god kvalitet et spørgsmål om opfyldelse af slutkundens forventninger. Derfor er det vigtigt allerede i begyndelsen af et projekt at gøre sig klart, hvad produktet skal kunne, og hvordan det skal se ud, for at det opfylder slutkundens behov og forventninger. “Nice-to-have” features tages kun med i det omfang projektejeren er overbevist om at merprisen kan retfærdiggøres. Succes handler ikke om at have det bedst mulige produkt, men om at have det der er bedst muligt afstemt til markedet. Unødvendige features, hvad enten det drejer sig om teknik eller æstetik, spiser dækningsbidrag og konkurrenceevne.

PÅLIDELIGHED

Pålidelighed er evnen til at bevare den gode kvalitet, dvs. at produktet bliver ved med at fungere efter hensigten i hele den forventede levetid. Store virksomheder vælger sommetider at udsætte nye produkter for langvarige levetidstests, men det er der normalt hverken tid eller råd til i SMV’er. Den billigste metode er at designe sig til den gode pålidelighed ved at sikre, at alle komponenter ”har det godt”. Komponenter som bliver for varme, eller på anden måde arbejder for tæt på, eller ud over deres specifikationer, vil før eller siden give anledning til fejl. Man kan heller ikke købe sig til bedre pålidelighed ved at købe dyrere eller mere sofistikerede komponenter - tvært imod - standardkomponenter som laves i millionvis hver dag er grundigere specificeret og karakteriseret. Derfor sikres god pålidelighed bedst ved at lave et ordentligt designarbejde baseret på godt komponentkendskab og fornuftig derating af kritiske parametre.